Webkommunikation

Udfordringen

Vores kampagnes grundlæggende mål er, som nævnt, at Game Jam bliver fuldt booket i Aarhus den 18.-19. november. Udfordringen er, at Game Jam Aarhus ikke selv har noget promotion-materiale. Ifølge afdelingsleder, Mikey Bruun Andersen, har Game Jam ikke tidligere strategisk forsøgt at ramme sin målgruppe (de 7-17 årige), da man primært har hvervet deltagere gennem sit eksisterende netværk af frivillige kræfter.

Derudover har de årlige nationale Game Jam-events, som nævnt, indtil nu fundet sted i henholdsvis København og Aarhus. I år vil der dog også være et tilsvarende event i Odense og man frygter som konsekvens heraf, at man i år ikke kan udfylde de 100 pladser i Aarhus. Det stiller derfor nye krav til kommunikationen.

Kampagnens udfordring går herved ud på at skabe noget content, der giver værdifuld indsigt, og som kan bruges i videreudviklingen af Game Jam Aarhus’ fremtidige kommunikation. Med udgangspunkt i den nuværende situation i forhold til frivillige skal Game Jam Aarhus have et produkt, som let kan bruges af folk, der ikke nødvendigvis har et stort og indgående kendskab til eller interesse for kommunikation og sociale medier.

Indsigten

I det digitale landskab anno 2017 bliver forbrugeren dagligt eksponeret for store mængder digitalt content, og det er nemt at ignorere støjen, hvis den ikke føles vedkommende og relevant. Der er med andre ord stor konkurrence om forbrugerens tid, og man har kun få chancer for at gøre et indtryk. Derfor er det afgørende, at man kender sin målgruppe samt det, der fylder noget og er på spil i deres liv. Generation Z (ofte defineret som den demografiske gruppe født i perioden 1995-2005) kan defineres som samfundets første egentlig digitalt indfødte, da de fleste af dem ikke kan erindre en tid før internettet, computere og mobiltelefoner. De sociale medier er derfor en stor del af børn og unges digitale og sociale liv, og det giver ikke nødvendigvis mening at skelne grænsen herimellem.

Den yngste halvdel af målgruppen, de 7-12 årlige, bruger dagligt lidt over tre timer på skærme generelt. Mens deres tv-forbrug dog er faldende, stiger tidsforbruget på de tabloide devices omvendt, herunder i særlig grad smartphonen (DR Medieforskning 2016). Baseret på denne kvantitativt empiriske data ved vi, at børn og unge i stigende grad bruger smartphones til at tilgå medier, hvorfor det er vigtigt, at Game Jams medieprodukter kan tilgås på farten og uden lyd (Gallup 2016). Generation Z vil gerne engageres, men mister også hurtigt interessen. Derfor vil vi fokusere på korte videoformater med et underholdende fundament. Målgruppen interesserer sig for at være sammen og deler gerne ting med hinanden, hvorfor vi skaber produkter, der implementerer en fællesskabsorienteret appel med humor som grundsten. Ved at opbygge og anvende et humoristiske univers omkring Game Jam – repræsenteret og personificeret ved Captain Hack – kan man argumentere for, at der udnyttes en inkluderende henvendelsesform (Stigel, 2008, p. 25).

 Øvrigt teoretisk fundament til videre arbejde

  • Spreadability (Jenkins)
  • Facebooks interface/affordances
  • Storytelling og identifikation

Strategi

På bagrund af empiriske indsigter, data om målgruppen og et teoretisk fundament har vi udviklet følgende strategisætning:

  • Drenge/piger fra Aarhus-området i alderen 10-15 år, der interesserer sig for videospil/gaming
  • Til at engagere sig i Game Jam Aarhus’ indhold på Facebook
  • Ved at skabe et humoristisk og inkluderende univers omkring frontfiguren Captain Hack
  • Fordi et humorfællesskab omkring en gaming-interesse bringer forbrugeren og Coding Pirates tættere sammen.

Med udgangspunkt i vores definerede målgruppe og denne rammesættende strategisætning har vi valgt at fokusere på en social orienteret strategi, der skal facilitere fysisk samvær omkring glæden ved gaming og teknologi. Vi synes netop dette fokuspunkt er relevant, fordi gaming skaber venskaber blandt ligesindede i en åben deltagelseskultur (som fordres til Game Jam 2017), og fordi Captain Hack skaber et rum for identifikation.

Løsning

Løsningen er derfor et webbaseret produkt, der giver en konkret plan for de sociale medier med særligt fokus på Facebook i perioden op til Game Jam-eventet. Dette gør det muligt at skabe et produkt, der også har et liv, efter vi er væk, og som med fordel kan anvendes som skabelon til næste Game Jam.

Kampagnestrategien vil centrere sig omkring skabelsen af et ungdommeligt visuelt univers, der er fikseret på gaming med information og underholdning som grundpiller. Det vil konkret udmønte sig i:

  • Videomateriale
    • Voxpops, hvor Captain Hack stiller folk i bybilledet spørgsmål (underholdende og opmærksomhedsskabende agenda)
    • Korte formater, hvor Captain Hack interviewer nogen, der ved noget om eventet, f.eks. Mikey (Inkluderende og informerende agenda)
  • Memes
    • Visuelle posts der engagerer med eksempelvis spørgsmål, tricks, tests ect.
  • Følg forberedelserne-posts

Som en central del af universet introducerer vi en antihelt udtrykt gennem dukken Captain Hack. Captain Hack kommer til at agere som en rød tråd i kommunikationen – også mellem web- og viralprodukt. Dermed formidles en sammenhængende storytelling, og vi skaber et univers rundt om Game Jam med Captain Hack som central og genkendelig frontfigur. Captain Hack er som persona udvidende/spørgende, ikke-autoritær, flabet og måske lidt doven. Ved at etablere Captain Hack som en antihelt inviteres der til en form for jeg-kommunikation og et identifikationspotentiale, da antihelte ikke betragtes som uopnåelige, men snarere almenmenneskelige med genkendelige karaktertræk (Thorup, 2000, p. 59 f.) Dertil medvirker hans rolle som interviewer og naive tilgang til verden til at svare på forbrugerens imaginære seerspørgsmål (Larsen, 2012, p. 132). I koblingen mellem dette og brugen af humor vil vi – gennem Captain Hack – tilføje en inkluderende folkelig appel og gøre et måske kompliceret og lidt nørdet brand forståeligt og interessant for en bredere målgruppe.

Content vi står på skuldrene af:

  • Dybvaaads voxpopformat
  • Personaer som Klaes the roomate, Flat Eric og DSB-Harry
  • DR Ultras Instagram-posts