Projektpartner og projekt

Coding Pirates er en økonomisk uafhængig, non-profit og samfundsengageret forening, der samler it-kreative børn og unge i alderen 7-17 år samt frivillige i et fællesskab med design, konstruktion og kodning som omdrejningspunkt. Foreningen ønsker at understøtte og fremme idéudvikling, konstruktionsevne og designtænkning gennem en åben og eksperimenterende tilgang til teknologier via demokratiske og dialogiske processer. Coding Pirates afholder ugentlige klubaftener, workshops og arrangementer, som har til formål at udvikle børn og unges IT-kompetencer.

projekt1

Foreningen består af en aktiv hovedbestyrelse, lokalforeninger og afdelinger spredt over hele Danmark, herunder en afdeling i Aarhus, som vi har fokus på i vores projekt.

Afdelingen i Aarhus har Mikey Bruun Andersen som formand, hvorfor Mikey er vores konkrete projektpartner. Ifølge Mikey er formålet med foreningen, at ”børn skal lege med teknologi”. Udover de ugentlige klubaftener afholder afdelingen i Aarhus også Game Jam, som er et arrangement, hvor børn og unge i målgruppen mødes for at konkurrere om at udvikle det bedste spil.

projekt2

Til Game Jam bliver deltagerne inddelt i mindre grupper, og sammen har de 24 timer til at idégenere, designe og kode det mest spektakulære spil. Arrangementet koster 200 kr. at deltage i, og indebærer forplejning, t-shirt, goodiebag samt præmier til vinderne. Game Jam afholdes årligt både lokalt i maj måned og nationalt i november måned, hvor Aarhus’ femte arrangement finder sted den 18.-19. november 2017. Imidlertid har afdelingen ifølge Mikey nogle udfordringer i forbindelse med afholdelse af arrangementet, hvorfor vores projekt har fokus Aarhus’ kommende nationale Game Jam.

Projektleverancer

Tidligere har de nationale arrangementer været afholdt i henholdsvis København og Aarhus, men i år afholder Odense for første gang også Game Jam. Arrangementet i Aarhus har tidligere fået en del tilmeldinger fra børn og unge fra Fyn, som alt andet lige ikke deltager i arrangementet i Aarhus i år nu, hvor de har mulighed for at deltage i et arrangement tættere på deres bopæl. Ydermere har afdelingen i Aarhus i år valgt at afholde arrangementet på en anden lokation end de tidligere år, hvorfor der nu er plads til 100 deltagere mod de tidligere 70 deltagere, som ikke engang var udsolgt sidste år. De færre mulige deltagere fra Fyn og de flere pladser til arrangementet gør, at vores projekt konkret har til formål at få fuldt booket – det vil sige at have 100 tilmeldte drenge og piger til dette års Game Jam i Aarhus. Til de tidligere GameJam-arrangementer har deltagerne primært, ifølge Mikey, bestået af børn og unge, som deltager i de ugentlige klubaftener, som modsat GameJam ikke har problemer med antallet af tilmeldinger. Udfordringen ligger derfor i at få skabt kendskab til arrangementet for børn og unge, der ikke allerede er medlem af foreningen, som vi ønsker at gøre gennem vores web- og virale produkt.